GRAVIDFOTO
Man siger, at der er to tidspunkter i en kvindes liv hvor hun er smukkest: Hendes bryllupsdag og når hun er gravid!
Derfor vælger rigtig mange at få foreviget den søde ventetid med en serie smukke billeder. Det er dog ikke altid under graviditeten at man som gravid føler sig smukkest. Kroppen er muligvis fyldt med vand, og måske har du fået nogle strækmærker. Men med den rette brug af lys og skygger, kan alle komme til at se smukke ud! Strækmærkerne kan fjernes ved efterredigeringen - hvis man ønsker dette.
Jeg har efterhånden fotograferet rigtig mange gravide kvinder, og har derfor en masse ideer til opstillinger. Men hvis du selv har set et billede af noget du vil have lavet, måske på nettet eller i et blad, så gem det og lad mig prøve at lave det også!
Fotograferingen foregår i naturen eller mit hyggelige studio. Jeg kan både fotografere dig i dit tøj, undertøj, i en søde kjole, nøgen eller uden noget andet end et stykke stof omkring kroppen. Jeg har gjort det masser af gange før, er selv kvinde og har født en skøn datter, og ved at det kan være meget grænseoverskridende at stå uden tøj foran et kamera. Men også at resultatet er fantastisk og uforglemmeligt, og jeg gør alt for at få dig til at føle dig godt tilpas undervejs
Ønsker du fotografering uden undertøj, foreslår jeg at du går uden BH inden fotograferingen, for at undgå mærker på huden (det samme gælder strømper).
Hvis du i forvejen har et barn, så kan der laves nogle rigtig søde billeder af storebror/søster og maven. Det kræver lidt tålmodighed og masser af leg. Det kan være en god ide at have en hjælper med. Det kan være faderen til den lille, og han må selvfølgelig også gerne deltage på billederne.
GODE RÅD & FORBEREDELSE
- I timerne op til din fotografering: gå gerne uden BH og strømper, så er der færre mærker i huden på billederne. Mærker kan selvfølgelig sagtens redigeres væk.
- Sort undertøj (ikke g-streng)
- Tøj til far: jeans og bar mave/lys undertrøje uden mønstre
- Tøj til ældre søskende: drenge: det samme som til far. Piger: skørt og lys undetrøje eller kjole uden mønstre.
- Tøjideer til dig: Jeans (behøver ikke kunne lukkes), basic sort tanktop, sommerkjole, skjorte (fx. babys fars), tætsiddende rullekrave i sort, badedragt
- Dit makeup skal gerne være neutralt, og har du udslet eller hormonknopper fjerner jeg det i redigeringen - du skal endelig ikke forsøge at dække det med et tykt lag makeup, det bliver det slet ikke pænere af på billederne. Husk en hårelastik så vi kan lave billeder både med håret oppe og nede.